I de næste 2½ år skal medarbejdere fra Kerteminde, Nyborg og Nordfyns Kommuner samarbejde tæt med erfarne projektledere fra Varde Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune. Gennem workshops, undervisning, sparring og konkrete projektforløb skal de fynske medarbejdere opbygge endnu stærkere kompetencer inden for planlægning og gennemførelse af vådområde- og lavbundsprojekter.
Kerteminde Kommune arbejder målrettet på at realisere Grøn Trepart og har netop modtaget tilsagn til forundersøgelser af ni nye vådområdeprojekter. De nye projekter har potentiale til at reducere udledningen af kvælstof med omkring 88 tons om året og samtidig skabe mere natur og bedre vilkår for biodiversiteten.
Kommunen har i mange år haft fokus på vådområdeprojekter og naturgenopretning, men med Grøn Trepart øges ambitionsniveauet og tempoet. Derfor er det væsentligt fortsat at udvikle kompetencer og drage nytte af erfaringer fra kommuner, der har arbejdet med store natur- og klimaprojekter gennem længere tid.
Samarbejdet skal give adgang til Varde og Ringkøbing-Skjern Kommunes indsigt i naturgenopretning, hvilket understøtter realiseringen af flere projekter til gavn for både vandmiljø, klima og biodiversitet. Det omfatter bl.a. etablering af nye vådområder, udtagning af lavbundsjorder og indsatser for styrket natur samt tæt dialog med lodsejere og andre interessenter.
Projektet er støttet af KL gennem puljen "Kommunernes vej til et grønt Danmark", som finansieres af Novo Nordisk Fonden. KL har bevilget 914.861 kr., hvilket svarer til 50 procent af det samlede projektbudget på 1.829.720 kr.
Formålet med projektet er at styrke de deltagende kommuners kapacitet til at gennemføre vådområde- og lavbundsprojekter, som led i implementeringen af Grøn Trepart.
https://kerteminde.dk/kommunen/nyheder/millionstoette-til-arbejdet-med-groen-trepart