Mathias, lærling hos Kerteminde Auto, er i gang med sin uddannelse som personvognsmekaniker. Hans passion for biler, og det stærke kollegaskab med Thomas og Martin, understøtter hans læring og trivsel på værkstedet.
Mathias har tidligere været i praktik ved Kerteminde Auto, og var derfor ikke i tvivl om, at det var her han skulle søge lærerplads. "Jeg havde været i praktik hos Kerteminde Auto og kunne virkelig godt lide værkstedet og de ansatte," fortæller Mathias. Efter et år i virksomheden har han hurtigt etableret sig som en værdifuld del af teamet.
Til daglig arbejder Mathias med et bredt spektrum af opgaver, fra skift af bremseskiver til installation af nye motorer. Hver dag starter med en gennemgang af dagens opgaver, som fordeles af hans læremestrer Thomas og Martin. I det daglige arbejde får Mathias sparring fra både Martin, der lærer fra sig i den tekniske del som også omfatter el og hybrid biler, og Thomas, der fokuserer på selve mekaniker delen.
"Vi har et rigtig godt kollegaskab, og jeg får lov til at lave det meste, hvilket gør hverdagen sjov og lærerig," bemærker Mathias. Han tilføjer, at ikke alle i hans skoleforløb oplever samme gode rammer som hos Kerteminde Auto.
Mathias' engagement og færdigheder har allerede båret frugt. Han har for nylig vendt tilbage fra skolen, hvor han bestod hovedforløb 3 med to 10-taller i undervogn og gearkasse. En imponerende præstation, der vidner om hans ambition og talent.
Med Mathias som en fast del af teamet er Kerteminde Auto ikke kun et værksted, men også et sted, hvor fremtidens mekanikere kan udvikle sig og trives.
Du kan følge med i Mathias' og resten af Kerteminde Autos aktiviteter på deres Facebookside og besøge deres hjemmeside for mere information.